Det kan godt være, at marts er lig med forår for mange af os, men vejrguderne vil det altså anderledes.

I hvert fald er kold luft endnu engang trukket ned over Danmark fra nord, og det giver en fredag morgen med både sne og slud rundt omkring og risiko for glatte veje.

»Fredag starter lidt vinterlig med sne hist og her. Efterhånden som det klarer op nordfra i løbet af formiddagen, får vi solrigt vejr. Men selvom solen kommer frem, bliver det en småkold oplevelse, når vi ser på temperaturerne: Vi får maksimalt mellem fem og seks grader.«

Sådan lyder det fra vagthavende meteorolog hos Danmarks Meteorologiske Institut, Dan Nilsval, fredag morgen, som trods de begrænsede temperaturer har både skyer og sol til os de kommende dage.

Han understreger da også, at det kølige og omskiftelige vejr er helt naturlig i både marts og april.

»Jeg vil ikke sige, at det er det sidste kolde pust, vi får i disse dage, for selvom kulden ser ud til at tage en pause i næste uge, kan det sagtens nå at blive køligere igen senere,« siger han.

Natten til lørdag bliver særlig kold med minusgrader helt ned til fem og seks graders frost, så vi må regne med at stå op til en kold morgen lørdag.

Selv lørdag bliver grå, skyet og med »lidt regn eller finregn.« Temperaturerne stiger til mellem tre og ni grader, lunest i Nordjylland, og vinden tager også til.

Til gengæld lover Dan Nilsval en ganske pæn søndag med tørvejr og sol de fleste steder:

»Lørdag bliver grå og med stedvis regn, men det klarer op til søndag, og vinden aftager. Så vi kan se frem til en flot og solrig dag.«