Skal torsdagens vejr beskrives med tre ord, må det være lunt, skyet og blæsende.

Og så måske også et fjerde: Der er nemlig også mulighed for en lille smule sol til de heldige.

Det fortæller den vagthavende meteorolog hos Danmarks Meteorologiske Institut, Frank Nielsen.

»Den pessimistiske meteorolog vil nok sige, at vi får en dag med ret mange skyer. Så kan man jo altid blive glædeligt overrasket, hvis solen kigger frem,« siger han og tilføjer:

»En mere optimistisk meteorolog vil sige, at vi får lidt eller nogen sol, mens det i de sydlige egne bliver mest skyet.«

De største solchancer har de nemlig i de nordlige og nordvestlige egne, understreger han.

Det er et sammenstød mellem »et giga-højtryk« over Sydengland og et lavtryk over den skandinaviske halvø, der får mild luft til »at vælte ind over Danmark«.

Temperaturerne kommer derfor til at ligge i den milde ende – årstiden taget i betragtning: mellem fem og otte grader.

Til gengæld bliver det altså en dag, hvor det gælder om at holde på hat og briller.

»Oplevelsen af det milde vejr ødelægges lidt at den kraftige vind. Det er et temmelig blæsende døgn, vi har taget fat på,« siger Frank Nielsen og melder om både »frisk vind« og »hård vind til kuling«.

I sit prognose på DMIs hjemmeside kalder han det sågar for »vind, så hatten passer«.

Det er især i det nordjyske, at det kommer til at blæse. Her får man op til hård kuling omkring vest med kraftige vindstød.

Det er dog først torsdag aften og natten til fredag, blæsten for alvor tager fat.

»Vinden drejer mod nordvest og tiltager. Det giver storm i vindstødene i Vendsyssel og hård vind til kuling i middelvinden.«

Selvom de kommende 24 timer vil føles temmelig blæsende over stort set hele landet, tilføjer Frank Nielsen, at der ikke er tale om en egentlig vinterstorm.

Men lokalt i det nordjyske, omkring Læsø, Anholt, Nordsjælland og Bornholm vil det blæse kraftigt.

»Her er vi oppe på den store klinge,« siger han.

København, Aarhus, Odense og Aalborg
Og så lige til sidst et kig på vejret i de fire største byer.

»Hvis man skal have sol i dag, skal man være i Aalborg, men der er til gengæld også der, det kommer til at blæse mest,« siger Frank Nielsen.

Aarhusianerne må til gengæld tage til takke med »lidt en blanding« af skyer, blæst og sol, understreger meteorologen.

Odense må nok regne med en udpræget skyet dag, mens Frank Nielsen ikke kan udelukke, at solen også vil titte frem i hovedstaden.