Bare et kort kig ud af vinduet bekræfter det. Gråt i gråt. Overskyet. Blæsende. Helt og aldeles efterårsagtigt.
Kan det virkelig passe, at vejret er sådan her i begyndelsen i juli – skoleferien er for pokker da lige begyndt?
»Ja, det kan det,« lyder den nedslående besked fra Erik Hansen, vagthavende meteorolog hos DMI:
»Der ligger en vestlig strømning af forholdsvis kølig luft – havde det været vinter, ville jeg have kaldt det kold luft – og det giver nogle dage med relativt gråt vejr og en del skyer over landet.«
Med andre ord. En mindre koldfront skal passere Danmark.
Det betyder, at temperaturerne her tirsdag morgen ligger helt nede på 11-14 grader (!), mens de kun vil stige til 14-18 grader i løbet af dagen.
Også regn og spredte byger står på dagens menu.
»Det er ikke store mængder, der kommer, men nu og da vil det kunne dryppe lidt,« konstaterer Erik Hansen fra DMI:
»Det eneste lyspunkt er, at det klarer op i Nordjylland, og her kommer temperaturen også op på 20 grader, hvis det er en trøst?«
Nja, i hvert fald for nordjyderne.
Men meteorologen har dog lidt opmuntrende nyt, for allerede onsdag bliver vejret lidt pænere med gode chancer for huller i skyerne.
Og altså kig til solen, »stedvis endda chance for nogen sol«, men dog ikke meget varmere end i dag.
»Men det er noget, man virkelig skal nyde, for torsdag går det helt galt med en kraftig front, der kommer ind over landet med en del regn. Og selvfølgelig vil der også være overskyet,« siger Erik Hansen.
Ja, selvfølgelig. Ork.

