Med snebyger, snefygning og temperaturer, der ikke bare når lidt, men meget, under frysepunktet, står vi overfor en weekend med ekstremt koldt vintervejr.

Og det kan skabe problemer for boligejerne, skriver TV 2 Øst.

De har nemlig talt med Tue Patursson, der er ekspert i indeklima og energi ved Videnscentret Bolius. Og han anbefaler at tjekke vandrør og temperaturer, når det kolde vejr rammer.

Hvis rørene i ens bolig ligger på den kolde side af isoleringen, for eksempel på lofter, i skunkrum eller krybekældre, så er rørene udsatte. Her er det en god idé at lægge ekstra isolering og ellers sørge for, at der er cirkulation i vandet, siger han til mediet.

På den måde kan man undgå vandskader, fordi vand i bevægelse ikke fryser lige så nemt som vand, der står stille, tilføjer han.

Og så gælder det om at have god isolering, som kan holde temperaturen i huset stabil, fortæller Tue Patursson:

»Hvis nogle rum er meget koldere end andre, kan varm luft trænge ind i de kolde rum og skabe kondens – og dermed risiko for skimmelsvamp. Hold derfor alle rum over 18 grader og undgå mere end fem graders forskel mellem rummene.«

Og hvor naturstridigt som det end lyder, så gælder det om at lufte ud - også selvom det er bidende koldt.

Når man kører flere omgange med gennemtræk af kortere intervaller, fjerner man nemlig fugt og partikler, uden at boligen bliver kold, uddyber han.