Ekspert: Turister er skyld i skovbrande
Store dele af Europa har denne sommer stået i flammer. Norsk ekspert i skov- og naturbrande har en forklaring på problemet. Og det er ikke klimakrisen.

Store dele af Europa har denne sommer stået i flammer. Norsk ekspert i skov- og naturbrande har en forklaring på problemet. Og det er ikke klimakrisen.

Sommeren over har brandfolk i både Grækenland, Spanien, Frankrig, Italien, og Portugal kæmpet mod skov- og naturbrande.
Lige nu brænder det voldsomt i både England og Kroatien.
Fredag lød meldingen fra Kroatien, at mindst syv mennesker er omkommet og over 2.000 er blevet evakueret på grund af brandene, skriver vg.no.
I England er 19 personer endt på hospitalet efter mindst otte brande har hærget i den centrale og vestlige del af landet.
Fredag skrev The Guardian, at der nu er indført et midlertidigt forbud mod engangsgrill. For som den britiske premierminister, Andy Burnham, sagde:
»Storbritannien er en tændstikæske lige nu.«

Nu slår en norsk brandekspert fast, at turisterne er en stor del af forklaringen på de mange brande. Omend indirekte. Det skriver vg.no.
Henrik Espedal, der er konsulent i skov- og naturbrande, siger, at mange peger på klimakrisen som forklaring på de mange brande. Men han mener, at årsagen skal findes et helt andet sted.
Ifølge ham er vegetationen i mange af de ramte lande nemlig blevet ændret dramatisk på grund af turismen.
»Turismebranchen giver en bedre indtjening end landbruget. Traditionelt indsamlede folk i middelhavsområdet brænde i skovene og holdt geder. Disse praksisser – der skabte et kludetæppe af fugtigere skovområder og mere saftige løvtræer – har været i kraftig tilbagegang i årtier,« siger han til mediet.
I mange lande er tidligere landbrugs og græsningsarealer i dag tilgroet og erstattet af fyrretræer.
En vegetation, som Henrik Espedal direkte kalder 'skovbrandsskov'.