Fra sol og afslapning. Til blæst og kaos.
Det var, hvad et fly fuld af intetanende svenske turister endte i natten til mandag, da de skulle hjem fra ferie i Thailand.
»Det føltes som om, at piloten mistede kontrollen over flyet,« fortæller en af passagererne, Mia Johnsson, til Expressen:
»Alle skreg, og der var folk, som græd og kastede op, så det var ret kaotisk.«
Flyet fra selskabet Tui fløj således fra Phuket og direkte ind i det voldsomme blæsevejr, der søndag hærgede Danmark, Sverige og Norge.
Egentlig var destinationen Göteborg, men i svensk luftrum var forholdene så dårlige – som beskrevet af Mia Johnsson – at flyet i stedet skiftede kurs.
I stedet landede det i København.
Men problemerne stoppede ikke her for de hjemvendte turister, der jo var langt væk fra deres egentlige bestemmelsessted.
Expressen kan også fremvise en sms fra Tui, hvoraf det fremgår, at de rejsende hverken ville få hjælp til at finde et hotel eller til at blive fløjet hjem.
Det var cirka kl. 3 om natten (altså til mandag).

Ifølge mediet overnattede mange i lufthavnen, mens andre siden forsøgte at komme med tog til Göteborg. Men også det gik galt.
For mange af de uheldige passagerer blev her ramt af nye udfordringer, da togene strandede i Ängelholm i det nordvestlige Skåne. På grund af sporproblemer.
Der var heller ingen togbusser.
Så en stor del af søndag morgen og formiddag blev derfor tilbragt på banegården i den svenske by.
»Vi står her i klipklappere,« som Shahrzad Farazani siger til Aftonbladet.
Til både Expressen og Aftonbladet brokker en række passagerer sig over, at de ikke fik mere hjælp af Tui.
Expressen har talt med rejseselskabet, der beklager situationen. Og herfra lover man, at passagererne vil blive kompenseret for de ekstra udgifter, de måtte have haft for at komme hjem.

