Efterårsagtigt og ustadigt vejr mandag: Skybrud, hagl og torden
DMI har varslet lokale skybrud, som både kan være med hagl og torden mandag.

DMI har varslet lokale skybrud, som både kan være med hagl og torden mandag.

Et gråt tæppe af skyer lægger sig tungt over Danmark og giver efterårslignende vejr mandag.
Men skyerne kan byde på lidt af hvert: Store mængder regn, hagl og torden.
Derfor er det en god idé at pakke både regnjakke, paraply og et par solbriller, inden du drager ud i mandagsvejret.
Sådan lyder opfordringen fra DMIs vagthavende meteorolog Mette Zhang.
For selvom DMI har varslet lokale skybrud over stort set hele landet, kan skyerne også løsne op mellem bygerne og give plads til enkelte solstrejf, fortæller Mette Zhang til B.T.
Men selvom hele landet kan risikere store mængder nedbør, er det svært at forudsige præcis, hvor de potentielle skybrud vil ramme.
»Der kan forekomme meget lokale forskelle, der afgør, om et skybrud rammer din by eller nabobyen,« fortæller meteorologen.
Hun påpeger, at skybrud kan være så lokale, at selv forskellige bydele kan få vidt forskellige mængder regn.
Meteorologen opfordrer derfor danskerne til at holde øje med DMIs nedbørsradarer, hvis de vil følge udviklingen.
Regnvejret rammer først Sønderjylland fra morgenstunden og trækker i løbet dagen længere og længere ind over resten af landet.
Temperaturerne vil ligge mellem 16 og 20 grader, mens vinden bliver let til frisk. Bygerne kan dog lokalt give kraftigere vindstød.
Det er først hen mod eftermiddagen og aftenen, at bygerne for alvor løsner deres greb om landet. Der kan dog stadig være risiko for regn i de sene aftentimer.