»Kraftige blæst og gedigne bølger.«

Sådan lyder det fra Lars Henriksen, der er vagthavende meteorolog ved DMI, da B.T ringer for at høre, hvordan vejret kommer til at te sig i løbet af torsdagen.

Og man kan vist roligt sige, at efteråret for alvor bliver blæst i gang torsdag, hvor DMI varsler vindstød af stormstyrke. Især vestkysten bliver hårdest ramt. Og den kraftige vind får også sat godt gang i bølgerne, der står på hele fem meter høje af slagsen.

»Der er nok nogle surfere, der tænker, at det bliver drømmevejr,« lyder det fra Lars Henriksen.

DMI har et varsel ude om vindstød af stormstyrke for Nord- og Vestjylland, Nord- og Nordvestsjælland, dele af Vestsjælland og Bornholm, men i hele landet bliver det altså godt blæsende.

Hopper man en tur i de høje bølger, så er vandet lige nu mellem 14 og 17 grader, hvilket faktisk næsten er varmere end vejret, der torsdag lander et sted mellem 12 og 17 grader.

Men torsdagen byder på mere end bare blæst og bølger.

Hele landet får også fornøjelsen af regn, så selvom paraplyen kan være bøvlet at holde, så er det nok en fornuftig idé at have den med alligevel.

Selvom der venter en meget blæsende torsdag, er der ikke tale om en regulær storm, men vindstødene kan flere steder nå tæt på eller over stormstyrke.

DMI oplyser til B.T, at selvom der kommer godt gang i bølgerne, så er der intet der på nuværende tidspunkt tyder på, at der kommer forhøjet vandstand.