Når weekenden går på hæld, vil der ske et stort skift i vejret. Sne, slud og nattefrost vil blive byttet ud med først regn og senere hen milde temperaturer.

»Der kommer regn mandag, og tirsdag bliver det usædvanligt varmt. Det vil blive helt op til 18 grader,« siger vagthavende meteorolog Martin Lindberg fra Danmarks Meteorologiske Institut.

På bare få dage vil Danmark ifølge den vagthavende meteorolog gå fra nattefrost til sensommertemperaturer.

»Vejret er helt ekstremt svingende. Det er ikke normalt, at vi når så høje temperaturer sidst i oktober,« siger Martin Lindberg.

Selvom danskerne kan se frem til milde temperaturer tirsdag, vil solen ikke titte meget frem.

»Tirsdagen vil starte skyet og først regn flere steder i landet, især i Jylland, men i løbet af dagen mest tørt i den østlige og sydlige del af landet og her kommer der efterhånden lidt eller nogen sol,« siger Martin Lindberg.

Dog vil ugen fortsætte med milde temperaturer.

»Generelt bliver det relativt lunt i næste uge,« Martin Lindberg.