For første gang denne uge er der ikke et varsel ude om snestorm, kraftig regn, snefygning eller forhøjet vandstand.
Der er derimod noget helt andet, der er på spil.
Nemlig kulde. Heftig kulde.
Det forklarer meteorolog Klaus Larsen fra Danmarks Meteorologiske Institut tidligt fredag morgen.
Kaster vi først et blik på, hvordan dagens vejr udvikler sig, så begynder det flere steder med lidt eller nogen sol først på dagen. Samtidig bliver det de fleste steder tørt.
»I den sydlige del af landet kan der passere lidt snevejr i løbet af aftenen og natten,« forklarer Klaus Larsen, før han tilføjer:
»Og så er der jo koldt …«
Fra morgenstund befinder temperaturen sig nogle steder helt nede omkring ti graders frost.
Det gør sig særligt gældende på Sjælland, mens der i Nordjylland er otte graders frost.
»Temperaturen stiger kun lidt i løbet af dagen, så vi forventer, at vi ligger mellem tre og otte graders frost i løbet af dagen,« forklarer meteorologen.
I de sydlige egne, hvor der kan falde lidt sne, kan temperaturen ligge lidt højere, men det vil det til gengæld også blæse mere, end det vil i resten af landet.
Når den front engang har passeret landet i løbet af lørdagen, ender vi ifølge Klaus Larsen 'i en periode med hovedsageligt tørt vejr'.
»Der kan ind i mellem være nogle byger, som dannes ude over Skagerrak-, Kattegat- og Østersø-områderne, som kan give lidt sne rundt omkring, men nok ikke noget væsentligt i det store billede. Det skyldes, at der kommer et højtryk, som stabiliserer vores vejr,« forklarer han.
Det betyder også, at vi indtil engang i næste uge kommer til at have temperaturer, der stort set ligger under frysepunktet.
Også i dagstimerne.
»I weekenden og efter weekenden er der risiko for noget rimtåge, som også kan blive liggende op ad dagen, så det holder på kulden,« fortæller meteorologen.
Der er derudover risiko for, at vi i perioder kan få ned til 15 graders frost om natten.
»Og hvis der så ligger rimtåge, vil det kunne holde temperaturen på seks-syv-otte graders frost langt op ad dagen. Eller hele dagen, hvis der bliver liggende nogle lidt tågede skyer,« forklarer Klaus Larsen.
Der er dog også en form for god nyhed til de kuldeskære.
For der vil ikke være særligt meget vind de kommende dage.
»Der vil være nogle steder, særligt ved Østersø-området, hvor det kan være mere blæsende. Og så vil det føles rigtig koldt,« siger Klaus Larsen.
Kulden vil formentlig stå på en del dage endnu.
»I store træk skal vi nok hen til 9.–10. januar, før der begynder at komme lidt varme rundt om højtrykket, så vi kan få plusgrader om dagen – men fortsat frost om natten,« forklarer han.
