Forhåbentligt har du ikke pakket alt dit varme overtøj væk endnu.

Der er nemlig drastiske temperaturændringer på vej.

Det sker efter en solrig lørdag med temperaturer op mod 17 grader flere steder i landet.

»Vi får solrigt vejr igen i morgen, men mange steder i landet vil man opleve drastiske temperaturændringer,« siger Mette Wagner, der er vagthavende ved DMI.

En koldfront skal lørdag aften og nat passere landet, og det betyder, at temperaturen søndag falder til mellem fem og otte grader.

Ydermere gemmer solen sig lidt, og det vil - særligt i Jylland - være stedvis skyet. Heldigvis holder det dog tørt.

Ved kysterne vil der stedvis være hård vind eller kuling.

Søndagsvejret kommer til at stå i kontrast til lørdag, hvor der på Djursland blev målt årets hidtil varmeste temperatur: 16,4 grader.

Heldigvis bliver de køligere temperaturer dog ikke hængende over Danmark alt for længe.

»Det lune vejr kommer igen. Det ser ud som om, at vi til og med tirsdag får lidt køligere temperaturer, og så bliver det igen varmere i vejret,« siger Mette Wagner.

Det varme og solrige vejr er nok tiltrængt for mange. Marts har nemlig været den vådeste marts-måned nogensinde.

Der er faldet 100,6 millimeter regn. Sidst vi så vandmængder af den kaliber var i 1978, hvor der faldt 100 millimeter i marts måned.