»Der er lidt forår, der står og banker på døren, så det er dejligt, må man sige.«

Sådan lyder det torsdag morgen fra den vagthavende meteorolog ved DMI, Anna Christiansson, når hun tager et kig på prognoserne for vejret hen over weekenden.

For efter nogle uger med masser af sne og heftige frostgrader, så ser de kommende dage noget varmere og mere forårsagtige ud.

Faktisk ser vi i weekenden ud til at kunne få en del sol, mens temperaturen kan snige sig op på ti grader – nogle steder lokalt endda 12 til 13 grader.

»Så det bliver både med sol, det bliver varmere, og det kommer til at føles forårsagtigt,« siger Anna Christiansson.

Før vi kommer derhen, skal vi dog lige have overstået en torsdag, som lægger ud med alt andet end solskin.

Morgentimerne er nemlig langt de fleste steder præget af tåge og dis, og der kan komme lidt nedbør i form af regn hist og her i løbet af formiddagen.

Over den sydvestlige del af landet kan der komme en lille opklaring i løbet af eftermiddagen, men ellers må resten af landet nok forberede sig på en skyet dag langt størstedelen af tiden.

Dagen begynder også med lave temperaturer omkring eller lige over frysepunktet, men senere kan den stige til mellem tre og otte grader.

Torsdag aften og natten til fredag kommer en ny frontzone ind over landet vestfra og breder sig hen over landet:

»Det ser ud til at blive udbredt regn, efter vi har fået meget sne og slud,« forklarer meteorologen.

Men derfra – fredag morgen – begynder det at klare op.

»Så allerede fredag kan vi nok få lidt eller nogen sol, og det samme også lørdag. Søndag får vi nok mest sol med nogen eller en del sol,« forklarer Anna Christiansson.

Man skal dog stadig være opmærksom på, at der nogle af nætterne kan blive temperaturer ned til frysepunktet.