Under 18 minusgrader.

Så langt kom termometret ned nord for Odense natten til fredag, og det er noget, der ligner en rekord.

»Vi har haft en meget kold nat. Indtil videre er det koldeste, vi har målt minus 18 grader i lufthavnen i Odense. Hvis jeg ser rigtig i statistikerne, så er det den koldeste nat i ni år,« siger vagthavende meteorolog hos DMI, Martin Lindberg.

Han tilføjer, at temperaturerne mange steder især i det jyske kom ned på minus 15, 16 eller 17 frostgrader. På Sjælland har det ikke været helt så koldt. Her har man 'kun' målt minus 13 grader. I løbet af morgenstunden faldt temperaturen yderligere, og nåede helt ned på minus 20 grader i Horsens.

Og kulden bliver liggende over landet nogle timer endnu.

»Det bliver koldt hele morgenen og formiddagen. Det er først efter klokken 12, at temperaturerne for alvor begynder at stige,« siger Martin Lindberg.

I eftermiddag har vi til gengæld udsigt til en rigtig flot og solrig fredag.

Temperaturerne komme til at ligge mellem frysepunktet og minus fire grader, og der kommer ikke meget vind.

»Det bliver ikke så koldt, og vi får masser af sol. Det bliver en rigtig fin dag. Jeg tror, at mange vil benytte dagen til at komme ud og nyde vejret,« forudser Martin Lindberg.

Men behold bare dynesokkerne og den ekstra dyne fremme lidt endnu, hvis du er den kuldeskær type:

Natten til lørdag bliver nemlig også usædvanlig kold, og Martin Lindberg regner med, at vi vil se nogenlunde de samme kuldegrader som den forgangne nat.

Når den er overstået, går vi ind i en weekend med mere flot vintervejr.

(Arkivfoto)
(Arkivfoto) Foto: Henning Bagger
Vis mere

»Det bliver en rigtig fin og flot lørdag. Stort set skyfrit og masser af sol,« siger Martin Lindberg.

Vejret i uge syv – som er lig med vinterferie for mange børnefamilier – ser derimod mere ustadig ud.

Prognoserne er stadig lidt usikre, men meteorologerne forventer, at det bliver mildere, og at det er slut med dagsfrost.

Måske er der mulighed for sne i det jyske i løbet af mandagen, men det er stadig for langt ude i fremtiden til, at Martin Lindberg og hans kolleger vil udtale sig skråsikkert om det.

Så det vender vi tilbage til, når vi kommer så langt.

Lige nu kan vi glæder os over nogle flotte vinterdage, understreger han.