Har du hungret efter sol og varme, der varer i mere end blot et par dage? Så er der gode nyheder på vej til dig inden længe.

Søndag formiddag er DMI's nyeste prognose landet, og hvis den holder stik, så går Danmark varme dage i møde.

Det siger Martin Lindberg, vagthavende meteorolog, til B.T.

»Det begynder faktisk allerede onsdag, hvor vi, bortset fra i Nordjylland, vil få op til 24 grader,« indleder han.

Om ganske få dage bliver der rig mulighed for at bade.
Om ganske få dage bliver der rig mulighed for at bade. Henning Bagger

Han forklarer videre, at der torsdag bevæger sig et højtryk ind over landet, hvilket giver temperaturerne et ordentligt nøk.

»Vi får endnu varmere luft fra sydøst og får temperaturer op til 28 grader. Det meste af landet får en sommerdag.«

Og nu bliver det rigtig lunt.

Temperaturer mellem 22 og 28 grader fortsætter til og med lørdag, hvorefter det søndag stikker helt af, fortæller Martin Lindberg.

»I Sydjylland kan vi ramme de 30 grader. Resten af landet får 24-28 grader. Helt så varmt bliver det ikke ved kysterne, hvor det bliver en anelse køligere,« siger Martin Lindberg.

»Det betyder, at vi i hvert fald får en varmebølge. Om vi også får en hedebølge, det er mere usikkert. Men der er en mulighed for det.«

Varmebølger er karakteriseret ved, at der tre dage i træk er temperaturer over 25 grader. Hedebølger er 28 grader – tre dage i træk.

Om solen viser sig fra sin bedste side under samtlige af de varme dage, er fortsat usikkert. Men varmt bliver det, understreger Martin Lindberg.

Som prognoserne ser ud i øjeblikket, tyder det også på, at de høje temperaturer fortsætter videre ind i uge 33, hvilket, for nu, giver os snerten og forhåbningen af varme sommerdage.