Mandagen har budt på sne flere steder i landet, hvilket har ført til en del trafikale problemer.

Derfor opfordrer DMI også til, at man tager afsted i god tid, hvis man bevæger sig ud i trafikken tirsdag.

»Der vil ske en del snerydning i løbet af natten, så selvom der er faldet sne, kan de fleste nok komme på arbejde tirsdag morgen, men det vil være glat flere steder,« fortæller Henning Gisselø og fortsætter:

»Trafikken går generelt langsommere, når det er glat. Så man bør tage tidligere afsted, end man plejer. Hvis man er ked af at køre i glat føre og sne, bør man i hvert fald overveje at lade cyklen blive derhjemme.«

Da B.T. fanger ham mandag aften, forklarer han, at det på daværende tidspunkt sner på store dele af Sjælland og lidt på Bornholm og Fyn.

»Det vil fortsætte med at sne indtil sidst på natten, hvor det holder mere eller mindre op,« forklarer han.

Man skal dog ikke regne med, at sneen smelter lige foreløbigt, da temperaturerne langt de fleste steder i landet vil ligge omkring minusgrader tirsdag.

Tirsdag vil, ifølge Henning Gisselø, byde på gråt vejr samt enkelte slud- eller snebyger.