Onsdag og torsdag kan vi få »blodregn« herhjemme.
Umiddelbart lyder det måske mystisk eller voldsomt, men der er tale om et meteorologisk fænomen.
Det forklarer meteorologerne Hans Peter Wandler og Martin Lindberg i en kommentar på DMIs hjemmeside natten til onsdag.
»'Blodregn' lyder måske voldsomt, men det er bare regn, der har fanget lidt sand og støv,« lyder det fra dem.
Støvet er ofte fint, rødligt støv eller sand fra Saharaørkenen.
Det gør, at der kan blive efterladt et tyndt lag støv på overflader som biler og havemøbler, når regnen er fordampet igen.
»I de fleste tilfælde er det først efter regnvejret, at man kan se de små ringe på hvide biler og andre lyse overflader, men i kraftige tilfælde kan himlen fremstå mere rød end normalt,« forklarer Hans Peter Wandler og Martin Lindberg i kommentaren.
Både onsdag og torsdag er der mulighed for, at vi kan få blodregn herhjemme, da sand og støv fra Sahara i disse dage hvirvles op og transporteres op i atmosfæren mod vores breddegrader.

