Regn, regn, regn – krydret med hagl og torden. Og risiko for nattefrost.
Det er opskriften på de kommende dages vejr over Danmark.
»Det er rigtigt efterårsvejr, dog med lidt mindre vind end sådan noget rigtigt ruskevejr,« som vagthavende meteorolog hos DMI, Klaus Larsen, siger det.
Og allerede fredag bliver det altså vådt på grund af et lavtryk, der skal forbi med temmelig mange skyer.
»Dagen begynder med et regnområde i den sydlige del af landet, som bevæger sig mod nord. Og så bliver det i løbet af formiddagen afløst af byger, der trækker ind over landet,« siger Klaus Larsen fra DMI:
»Især i Jylland kan det være med hagl og torden.«
Lørdag og søndag ser det altså ud på noget nær samme måde, selvom mængden af vand fra oven langsomt bliver mindre.
»Der kommer et lavtryk ude fra Nordsøen, der skal bruge i hvert fald lørdag på at passere Danmark. Så lørdag fortsætter, hvor fredag slap, og bliver også en dag med byger,« siger meteorologen:
»Men trods alt mindre kraftige byger. De er nok kun med regn lørdag.«
Også søndag bliver det på samme måde med byger over hele landet, men det bliver den tørreste dag. For nordjyderne bliver den dog sandsynligvis lidt vådere.
Både fredag, lørdag og søndag vil dog også give mulighed for huller i skydækket og dermed små solstrejf. Flere og flere dag for dag.
Men det giver dog en anden bieffekt, der vil sende temperaturen ned mod frysepunktet.
»Når der er huller i skydækket, går det hurtigere ned med temperaturen på den her årstid, så søndag og mandag morgen skal man være lidt ekstra opmærksom på glatte veje rundt omkring. Især på de mindre veje,« siger DMIs Klaus Larsen.
Dagstemperauterne vil hen over weekenden ligge på 7-9 grader.