Vejret kan blive voldsomt lørdag.

Med både hagl, torden og kraftig blæst.

Det fortæller Lene Dolmer, der er vagthavende meteorolog hos DMI.

»Der er gode chancer for, at vi i løbet af i dag udsender en risikomelding eller et egentligt varsel om skybrud for lørdag. Vi holder tæt øje med udviklingen lige nu,« siger hun til B.T.

Kort tid efter, at B.T. talte med hende, har DMI så udsendt et regulært varsel om skybrud, der kan ramme det vestlige Danmark fra klokken 10 til 18, mens den østlige del af landet kan rammes i tidsrummet 14 til 20.

Skybrud defineres med mindst 15 millimeter regn på en halv time.

»En front skal passere landet, og den kommer med en del nedbør. Der kan også komme hagl og torden. Vinden kommer til at tiltage i løbet af eftermiddagen. Ved Vestkysten kan der komme vindstød af stormstyrke. Men alle kommer til at mærke vinden,« fortæller meteorologen.

Det vil altså være en god idé at få teltene sat ordentligt fast på Roskilde Festival.

»De kraftige byger kommer indover Danmark fra sydvest formentligt først på eftermiddagen. Sidst på eftermiddagen og om aftenen vil de så nå Sjælland og senere Bornholm,« siger Lene Dolmer og fortsætter:

»Det ser lige nu ud til, at bygerne bliver mest kraftige i den østlige del af landet, så man skal være parat i Roskilde.«

Temperaturmæssigt vil mange danskere kommet til at få omkring de 20 grader, mens man i de sydøstlige egne kan komme op på 24. I dele af Jylland vil man dog kun nå op på cirka 15 grader.

Søndag ser ud til at blive mere rolig, Der kommer byger, men regnen falder slet ikke i samme mængder som lørdag.