DMI viser badevandstemperatur på flere strande: Tjek hver dag klokken 10
Til sommer kan du finde badevandstemperaturen på flere danske strande hos DMI.

Til sommer kan du finde badevandstemperaturen på flere danske strande hos DMI.

DMI udvider sin service og viser nu badevandstemperaturen på flere strande i Danmark hver dag klokken 10.
Det oplyser instituttet i en pressemeddelelse.
Tjenesten drives i samarbejde med TrygFonden og Den Nordsjællandske Livredningstjeneste og dækker 54 strande.
For første gang er den nordsjællandske kyst med i DMIs oversigt over badevandstemperaturer, lyder det.
Målingerne vil blive opdateret i livredersæsonen og kan findes på DMI.dk.
Danmark oplever i øjeblikket en usædvanlig varm juni, hvilket også giver badevandet en temperatur, som formentlig er mere tålelig for de kuldeskær.
Flere steder i København måler vandtemperaturerne lørdag 23 grader ifølge TV 2.
»Vindstille og lange dage med høj sol er opskriften på varmere badevand. Så stiger temperaturen stille og roligt, og det kan godt være ca. halv grad pr. dag omkring midsommer. Så en uges tid med sommer-agtigt vejr, så kan man bestemt mærke forskel,« udtaler DMIs oceanograf Jacob Woge Nielsen i en pressemeddelelse.
Afkøling sker langsomt, og vandet holder godt på varmen, selv når vejret bliver gråt, og der kommer regn, tilføjer han.
»Et godt blæsevejr derimod, så kan vandtemperaturen ret pludseligt falde adskillige grader,« udtaler Jacob Woge Nielsen.
DMIs målinger vil komme fra Trygfondens livredderposter og Den Nordsjællandske Livredningstjeneste, som begynder målingerne denne uge.