Hvis du er en af dem, der synes vinterkulden viste tænder mandag, er der gode nyheder til dig. 

For tirsdagens vintervejr vil fortsat være i den kolde ende - dog vil det føles markant varmere. 

»Tirsdag bliver mest af alt en tørvejrsdag, hvor der kan komme lidt sne rundt omkring, men ikke ret meget. Der vil være flere skyer end sol og enkelte snebyger,« lyder det fra Henning Gidsselø, der er vagthavende meteorolog ved DMI, til B.T. 

Men selvom temperaturen vil ligge mellem nul til fire graders frost, vil tirsdagen dog føles en del varmere. 

»Det bliver mere behageligt tirsdag, det vil føles bedre, fordi vinden aftager ret meget. I morgen vil der ikke være ret meget vind. Så mere behagligt,« fortæller han videre. 

Meteorologen oplyser også, at det er de kolde vinde, der kommer fra Østeuropa, som rusker i Danmark. 

»Det er noget kulde, der kommer fra Østeuropa, hvor der tit er meget koldt. Så det er ikke så underligt, når vi er vant til at få vinden fra vest. Så det er den østeuropæiske kulde.«

Dog vil natten til tirsdag være rigtig kold. 

»Det bliver en koldere nat, hvor temperaturen vil falde,« lyder det afslutningsvis fra meteorologen.