Der er fuld fart på vinden i Danmark torsdag.

Og der er i den grad også fart på skyerne over landet.

Det skriver DMI på X.

»Skyerne har godt med fart på i dag. Hastigheden ligger på mellem 100 og 120 km/t på deres færd gennem landet fra nordvest til sydøst,« skriver vejrtjenesten.

For resten af dagen lyder udsigten, hernede på jorden, på jævn til hård vind omkring vest, ved kysterne stedvis kuling eller hård kuling og med kraftige vindstød, som i Nordjylland og Kattegat kan nå stormstyrke.

Vinden vil i løbet af dagen aftage en smule, og i nat kommer der så lidt regn. Især i Jylland.

Vejdirektoratet advarer på sin hjemmeside imod blæst på Storebæltsbroen. Vinden kan påvirke kørslen.

Passage med påhængskøretøjer under 750 kilo er forbudt.

Det forbud forventes ophævet klokken 18.

På Vejlefjordbroen frarådes lette køretøjer at passere. Her forventes vinden at aftage sidst på eftermiddagen.