Den hvide jul forbliver en saga blot. Juleaften faldt der ingen sne, og der er heller ingen udsigt til sne juledag. Der kommer nok kun lidt slud.

Til gengæld bliver vejret fredag helt ideelt, hvis man skal ud og gå noget af julesulet af. Det fortæller vagthavende meteorolog ved DMI Dan Nilsvall.

»Det ser ud til at arte sig og blive helt fantastisk vejr i dag. Det bliver tørt og solrigt i det meste af landet.«

Kun på Bornholm og ved Kattegat vil der i løbet af dagen kunne komme et par lokale byger – og disse kan have slud med sig.

Vinden er fra morgenstunden let til frisk, men vil aftage i løbet af dagen, lyder meldingen desuden.

Mild vind og sol til trods skal man dog alligevel huske hue og handsker, hvis man begiver sig ud i julevejret. Temperaturerne kommer nemlig til at ligge mellem en til fire grader, og hen mod aften vil de falde.

Her vil skyer også melde deres ankomst vestfra, og disse kan have stedvis regn – og måske slud – med sig.

Og foreløbigt er slud altså det tætteste, vi kommer på sne. I hvert fald, hvis man spørger Dan Nilsvall.

»Der er måske en lille mulighed for, at vi kan få sne omkring 29. og 30. december,« siger han og giver et lille håb for de sneglade, før han så flår det væk igen:

»Den type sne, der kan komme til Danmark, er relativt tynd, så vi skal ikke forvente, at den lægger sig.«

Med meteorologens ord står vi midt i en 'typisk dansk vinter', og vi skal derfor ikke finde kælkeudstyret frem endnu.

»Vi kommer nok til at vente på sneen indtil februar. Vi må tage det med ro og håbe på det bedste,« lyder det altså fra Dan Nilsvall.