»Det ser virkelig trist ud.« 

Sådan lyder meldingen fra DMI om lørdagens vejr. Og det er der tilsyneladende rigtig god grund til. 

Det grå vintervejr fortsætter nemlig ufortrødent. 

»Jeg er bange for, at vi må sige, at det bliver en gentagelse af det vejr, vi har haft fredag,« vurderer Mette Zhang, vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI), fredag aften og fortsætter:

»Gråt, skyet og stedvist diset. Det kan også dryppe lidt hist og pist,« siger hun, idet der bliver trukket på smilebåndet og sagt: 

»Det ser virkelig trist ud.«

Men der er ingen grund til at finde den helt store regnjakke frem så? 

»Nej, og heller ikke den helt store islændersweater under vinterjakken. Temperaturerne bliver mellem fem og otte grader, hvilket er i den milde ende for denne årstid,« lyder dommen fra Mette Zhang.

Meteorologen vurderer desuden, at vinden bliver til at have med at gøre. 

»Der kommer ikke særlig meget vind – svag til jævn, mest fra sydvest.«