Et »omslag i vejret lurer« forude.

For mens hedebølgen torsdag ser ud til at fortsætte med at sende varme ned over os, viser prognoserne, at tingene snart begynder at ændre sig.

Allerede i løbet af dagen kan de første tegn på ændringen begynde at melde sig, lyder det fra vagthavende meteorlog Rasmus Stoltze Hansen i en vejrkommentar hos DMI.

»Over de syd- og sydvestlige egne begynder der allerede i løbet af dagen at komme lidt ugler i mosen,« som han beskriver det.

Det skyldes et område med skyer og regnbyger, der lige nu ligger syd for den danske grænse.

Men dér bliver det ikke ved med at være.

I løbet af dagen trækker det nemlig mod nord, hvilket kan kaste lidt regn af sig over de sydvestligste egne.

»Ud på natten til fredag ser bygerne sydfra ud til både at blive flere og kraftigere, og det er heller ikke utænkeligt, at enkelte kan være ledsaget af torden,« forklarer Rasmus Stoltze Hansen i sin vejrkommentar.

Det fører også til, at temperaturen fredag falder en smule, mens der til gengæld ser ud til at blive plads til både regn- og tordenbyger i løbet af dagen.

Nogle af dem ser ifølge meteorologen lokalt ud til at kunne udvikle sig »temmelig kraftigt«.

Samtidig er det ikke udelukket, at nogle af bygerne kan ende med at blive til lokale skybrud – men det kommer dog også an på, hvor hurtigt de og vinden bevæger sig, lyder det.

»Over Jylland aftager bygerne hen mod fredag eftermiddag, når solens opvarmning af landjorden svækkes. Til gengæld trækker et mere sammenhængende område med regn nordpå over Østdanmark sydfra og giver perioder med regn,« fortæller meteorologen.

Ser vi længere frem i tiden, ser det også ud til, at vi de kommende dage kan få besøg af regn, byger, skyer – men også af lidt sol – mens temperaturen bliver noget lavere, end den har været de seneste dage.