DMI har udsendt varsel om voldsomt vejr for store dele af landet tirsdag.

Stort set hele Jylland pånær det nordligste, hele Fyn og det vestligste af Lolland kan potentielt blive ramt af voldsomt vejr i form af store mængder nedbør eller skybrud tirsdag.

Det fremgår af et varsel, DMI har udsendt mandag ved middagstid.

I resten af landet – pånær Bornholm – er der tirsdag varsel om risiko for kraftigt nedbør eller skybrud.

Forskellen mellem de to – varsel og risiko – skal findes i, at en risikomelding blot er en påmindelse om, at vejret kan udvikle sig voldsomt, mens et varsel – som i dette tilfælde er et kategori 1-voldsomt vejr – er en forventning om, at der vil opstå netop voldsomt vejr.

Årsagen til varslet om skybrud skal findes i, at vi for tiden har varm og fugtig luft på vej op over landet.

Tirsdag bliver en lummer dag, hvor lokale byger hurtigt kan udvikle sig til voldsomme regnfald lokalt, da luften over Danmark står så godt som stille. Dermed bevæger bygerne sig langsomt og kan smide store mængder vand over samme område.

DMI skriver, at det ikke er muligt at forudse, hvor og hvornår eventuelle skybrud vil opstå.

Men i øjeblikket mener man, at specielt den sydvestlige del af landet er i risiko først på dagen tirsdag.

Langsomt, men sikkert, bevæger bygerne sig mod øst i løbet af tirsdagen. Og derfor kan store dele af landet blive ramt.

DMI har allerede mandag meldt ud om risiko for potentielle skybrud og store mængder nedbør i hele landet på nær Bornholm.

De forventes at ramme først på eftermiddagen.