Det er med at passe rigtig godt på i trafikken mandag morgen, hvor en tæt tåge skaber dårlig sigtbarhed.

Sådan lyder advarslen fra DMI, som sent søndag aften udsendte et såkaldt kategori 1-varsel for store dele af landet.

Det skyldes, at der i øjeblikket befinder sig lun og fugtig luft over Danmark, som giver gunstige forhold for tågedannelse.

Det er især i det jyske, at tågen er så massiv, at sigtbarheden ligger helt nede under 100 meter.

Det fortæller Anja Bodholdt, vagthavende meteorolog ved DMI, tidligt mandag morgen.

»Det er faktisk kun i Nordjylland, at de næsten slipper. Ellers er der tåget i hele Jylland,« fortæller hun og fortsætter:

»Især i Aarhus er det tåget lige nu. Her svinger det mange steder med en sigtbarhed på omkring de 100 meter, men der er som sagt generelt dårlig sigtbarhed i det meste af Jylland.«

På Sjælland er det især de nordlige og vestlige dele, som kan få problemer med tåge i morgentrafikken.

Den tætte tåge vil fortsætte et par timer, hvorefter den langsomt vil stilne af.

Det skyldes, at der ud på formiddagen trækker et regnvejr op over landet sydfra.

DMI's varsel om tæt tåge gælder for Vest- og Sydsjælland samt Lolland-Falster, Fyn, København og Nordsjælland samt Syd- og Sønderjylland, Østjylland og Midt-, Vest- og Nordjylland.

Temperaturen mandag vil ligge på omkring 10-14 grader.