DMI varsler sommercomeback: Varmen kulminerer torsdag
Vil man jagte solstrålerne, er der gode chancer over hele landet.

Vil man jagte solstrålerne, er der gode chancer over hele landet.

Sommervarmen kommer tilbage til Danmark onsdag efter en periode med køligere temperaturer og blæst.
Men det stopper ikke onsdag.
»Varmen kulminerer torsdag,« fortæller vagthavende meteorolog ved DMI Martin Lindberg til B.T.
Og det kan blive rigtig varmt.
Men først skal vi igennem onsdag, som også byder på rigtig fint vejr, hvis man altså er til lunt vejr og mange soltimer.
Onsdag starter tørt med lidt eller nogen sol, og som dagen skrider frem vil solen få mere og mere plads på himlen.
Der er dog en undtagelse.
Nordjylland kan nemlig blive ramt af regnbyger op af eftermiddagen.
Temperaturer vil ligge mellem 25 og 28 grader, mens der lokalt kan komme op til 29 grader, dog lavere temperaturer ved kyster med pålandsvind.
Vinden kommer til at være svag til let fra syd, og ved kysterne stedvist jævnt.
Vil man jagte solstrålerne er der gode chancer over hele landet. Flest bliver soltimerne over den sydlige del af Jylland og Fyn, men der vil ikke være de store forskelle over landet.
Temperaturen vil blive højest på Fyn, hvor særligt Odense kan se frem til varmen.
»Luften kommer sydfra, og det rigtig varme vejr kommer fra Frankrig og Spanien,« fortæller meteorologen.
Torsdag topper temperaturen dog. Nogle steder vil den kunne snige sig over 30 grader. Det kan dog ende i regn og torden i den sydøstlige del af landet.