Sneen kommer, og det bliver ikke kun nogle få fnug.

DMI varsler, at der kan komme helt op til 30 centimeter.

Det er især i et område fra indsejlingen til Limfjorden og mod sydøst til Aarhus, hvor man kan forvente de største snemængder med stedvis 20 til 30 centimeter.

I resten af varslingsområdet, som dækker dele af Nordvestjylland, det centrale Jylland og dele af Østjylland, forventes stedvis 15 til 20 centimeter sne.

Prognoserne har ikke ændret sig til det værre henover natten, men der er nogle, som vågner op til et sneklædt landskab denne søndag.

»Det er begyndt omkring Limfjorden. Jeg kan se på målingerne, at det ligger på mellem tre og syv centimeter,« lyder det fra vagthavende meteorolog ved DMI, Andy L. Ahumada.

Natten til lørdag var det helt ufattelig koldt, og i Isenvad nåede det helt ned på minus 17 grader. Så koldt har det slet ikke været natten til søndag, omend det stadig har været en kold nat.

»I nat har temperaturerne ikke været så lave. Vi er har ikke været nede på tocifret temperaturer, men lokalt i Sønderjylland har vi haft minus 9,6 grader.«