Der skal holdes på hat og briller, hvis man bor i det vestlige Jylland.

Først meldte DMI, at der var risiko for stormende kuling 20-23 m/s fra nordvest, med vindstød af stormstyrke 25-28 m/s fra torsdag 06.00 til 22.00.

Så tilføjede de, at der var risiko for stormende kuling 20-22 m/s fra nordvest, med vindstød af stormstyrke 25-28 m/s fra torsdag 22.00 til fredag klokken 07.00.

Og nu er risikoen opgraderet til et varsel.

Fra fredag kl. 07.00 til fredag kl. 16.00 vil der være et såkaldt kategori 1-varsel, som er voldsomt vejr.

DMI forventer stormende kuling 20-22 m/s fra nordvest, med vindstød af stormstyrke, 25-28 m/s.

Varslet gælder hele den jyske vestkyst, så altså fra Tønder Kommune til og med Thisted Kommune.

I det nordlige Jylland er der fortsat kun risiko for stormende kuling 20-23 m/s fra nordvest, med vindstød af stormstyrke 25-28 m/s.

Kategori 1, altså det voldsomme vejr betyder, at man skal være opmærksom på, at vejrudviklingen kan påvirke dine omgivelser og udendørsaktiviteter.

Samtidig har DMI også meddelt, at det fredag og lørdag kan ende med lidt hvidt fra oven.

I løbet af fredag, hvor mange danskere vil gå på black friday-tilbudsjagt i butikker og storcentre landet over, vil det nemlig blive koldere og koldere udenfor.

»Fredag aften og natten til lørdag ser det ud til, at vi kommer til at få hvid nedbør i form af slud eller tøsne,« har meteorlog ved DMI Bolette Brødsgaard sagt.

»Det er nok især København og Nordsjælland, som vil opleve nedbøren, omkring en centimeter,« tilføjer hun.