Store områder af Jylland bliver mandag aften ramt af en tæt tåge, som vil blive liggende til solen igen står højt på himmelen.

»Der er en rimelig risiko for, at det meste af Jylland – på nær den øverste del af Nordjylland – vil blive ramt af tæt tåge,« fortæller vagthavende ved DMI, Bolette Brødsgaard.

Tågen vil ramme mellem klokken 22 mandag og klokken 8 tirsdag morgen, og da der er tale om rimtåge, så skal man være ekstra forsigtig.

»Der er varslet om en sigtbarhed på 100 meter, og rimtågen kan ligge sig på vejene og gøre dem meget glatte,« siger Boletter Brødsgaard og fortsætter:

»Hvis det både er glat, og man ikke kan se noget, så er det ikke særlig sjovt.«

Derfor understreger hun lige en ekstra gang, at det her varsel særligt går ud til dem, der bevæger sig i trafikken.

»Det kan dog være, at det blot sætter sig som rim, og vi undgår tågen. Nu må vi se,« siger hun.

Klokken 8 tirsdag morgen vil store dele af tågen være væk, der er dog risiko for lokal tåge, som kan blive liggende hen mod formiddagen.