Selvom foråret nærmer sig, og solen oftere og oftere kigger frem, så har vinteren ikke givet helt slip på Danmark endnu.
DMI varsler nemlig snestorm for hele landet natten til tirsdag.
Under overskriften 'Tirsdag bliver et hårdt vejrdøgn' giver vagtchef Erik Hansen fra DMI et indblik i, hvad der venter os.
Snestorm betyder, at der kommer mere end 10 centimeter sne på seks timer og middelvind på over 10 m/s.
Det hårde vejr begynder mandag ved 23-tiden og giver godt med sne frem til onsdag morgen.
Ifølge DMI er det Vestjylland, som først kommer til at mærke snestormen ramme. Bornholm vil være der, hvor den kommer forbi til sidst.
Det skyldes et lavtryk over Norskehavet, som bevæger sig sydøst til Nordsøen, før det passerer Danmark tirsdag.
Den kraftige vind vil give temperaturer på en til fire grader i det meste af landet. Undtagelsen er Nordjylland, hvor temperaturen vil ramme frysepunktet.
Det er også i den nordlige del af landet, at DMI forventer mest sne med op til 10-30 centimeter. I den sydlige del af Danmark er det derimod mere tøsne, man kan forvente.