Nordjylland kan se frem til en 'ordentlig omgang' regn fredag aften, og resten af landet kan også se frem til større eller mindre mængder regn.

»Fra Limfjorden og op vil de opleve store mængder af regn i løbet af aftenen, og derfor har vi forlænget vores varsel. De kan se frem til en ordentlig omgang,« siger vagthavende ved DMI Thyge Rasmussen, til B.T.

Han forventer, at Nordjylland kan se frem til 25-35 millimeter regn frem til klokken 20. Men regnen kommer ikke alene – der er nemlig også risiko for torden.

Resten af Danmark kan heller ikke ånde lettet op, for flere små byger er på vej fra syd og vil bevæge sig over landet i høj fart i løbet af aftenen.

»Bygerne bevæger sig så hurtigt, at vi ikke har lavet et varsel på dem, men der kan godt komme nogle ordentlige skyllere. Det vil være nogle heftige, men korte byger,« siger Thyge Rasmussen.

Den våde start på weekenden fortsætter lørdag og søndag.

Lørdag vil det om formiddagen regne i Jylland, mens den østlige del af Danmark kan se frem til regn om eftermiddagen.

Det vil blæse godt og temperaturen kommer til at ligge på omkring 18 grader.

»Det bliver en god gammeldags efterårsweekend,« afslutter Thyge Rasmussen.