De sidste mange dage har det danske vejr vist sig fra en mere fredelige side, men forventer du en gåtur langs stranden ved vestkysten i løbet af søndagen, skal du nok finde på en anden weekendaktivitet.

DMI varsler nemlig om forhøjede vandstande i løbet af ugens sidste dag - og især et område er udsat.

I Thyborøn forventer man, at vandstanden stiger til over 180-190 centimeter over normalen, mens det ser endnu værre ud i Thorsminde og Hvide Sande, hvor vandstanden forventes at stige op til to meter over vandstanden.

DMI har lørdag udsendt to varsler om den forhøjede vandstand. Det ene varsel gælder mellem kl. 15.00 og 19.00 søndag, mens det andet gælder mellem 00.30 og 06.30 natten til mandag.

Ligeledes har DMI udsendt et varsel om vindstød af orkanstyrke i vestjylland, samt risiko for vindstød af stormstyrke på Bornholm.

Det voldsomme vejr skyldes et, ifølge DMI, helt særligt lavtryk over det østlige USA. Lavtrykket skal ifølge prognoserne krydse Nordatlanten og giver herefter kraftig blæst og forhøjet vandstand til Danmark.

Jesper Eriksen, som er vagtchef ved DMI, forklarer, at man især ved vestkysten skal være opmærksom på store bølger, som vil vælte ind over kysterne.

Den forhøjede vandstand kan føre til kystnære lokale oversvømmelser, og derfor opfordres borgere til at være forsigtige, når de kører i bil eller færdes til fods i området.