Søndagen har budt på høj sol og skyfri himmel, men det kan hurtigt ændre sig.
Nu varsler DMI nemlig skybrud, hagl og torden.
»Vi er lidt bekymrede for en koldfront, der skal passere Danmark. Der er lidt indikation på, at der i de østlige landsdele kan opstå kraftige skybrud,« siger vagthavende meteorolog Lars Henriksen til B.T.
Varslet er dog forbundet med en del usikkerhed, uddyber han.
»Lige nu ligger der byger over Vestdanmark, men tingene presser på i aftentimeren – vores varsel starter ved 18-tiden ved Fyn, så kommer den over til Sjælland og slutter på Bornholm.«
Og det er en »klassiker«, når der har været så godt vejr, som weekenden har budt danskerne.
Derfor lyder opfordringen fra DMI, at man skal holde øje med vejrudsigterne samt fjerne alt, der ikke kan tåle vand.
En anden bølge af kraftig regn og vindstød risikerer også at ramme Danmark mandag, uddyber han.
»Det bliver knap et døgn med bøvlet vejr – det er en klassiker, når vi har sådan en varme, at det slutter af med regn og torden,« afslutter Lars Henriksen.

