Torsdag bliver en lun og solrig dag, men det hele kan ende i et kæmpe brag.
Eller i hvert fald i en ordentlig omgang vand.
DMI varsler om kraftig regn og lokale skybrud i store dele af landet.
Varslet gælder fra torsdag aften klokken 20 til fredag morgen klokken fem.
»Regnvejret kan stedvis blive ret kraftigt og måske også være med torden og der er risiko for lokale skybrud,« skriver den vagthavende meteorolog på DMIs hjemmeside.
Der er tale om et såkaldt kategori 1 varsel, hvor der ifølge DMI kan falde mellem 25 og 35 millimeter regn på seks timer.
Der er også risiko for lokale skybrud med mere end 15 millimeter nedbør på en halv time.
Varslet gælder for store dele af Jylland – bortset fra Nord- og Nordvest Jylland, den nordlige og vestlige del af Fyn, og den nordligste del af Sjælland.
Her er der risiko for kraftig regn og lokale skybrud.
I den øvrige del af landet er der tale om et såkaldt risikovarsel.
»Det betyder ikke at hele landet får store nedbørsmængder, der forventes nemlig store lokale udsving i nedbørsmængderne,« lyder det fra DMI.