Der er godt nyt til folk på efterårsferie herhjemme.
For DMI oplyser mandag aften, at de kommende dage byder på flot, mildt vejr, selvom vi er langt inde i oktober.
Især i Jylland er der flere steder lagt op til længere perioder med sol og temperaturer op til 15 grader tirsdag.
Det er på grænsen til det usædvanlige, siger vagthavende meteorolog Jens Lindskjold, som kalder det et meget flot efterårsvejr.
Efter tirsdag vil der være flere dage med stabilt vejr, før der sker en markant ændring i vejret, siger han.
Øst for Storebælt kan der dog komme lidt skyer i løbet af tirsdagen. Til gengæld vil landet få mindre vind, end der har været i de forgangne dage.