DMI advarer nu om det, der kategoriseres som »farligt vejr«.
Det skyldes, at en snestorm står til at kunne ramme flere dele af landet mandag.
Særligt den sydlige og østlige del af landet ser ud til kunne stå for skud.
På DMIs hjemmeside oplyser meteorolog Mette Zhang, at snestormen kan opstå som følge af et lavtryk, der natten til mandag nærmer sig Danmark fra syd sammen med en tilhørende front.
Fronten vil derefter brede sig til hele den sydlige del af landet.
»I forbindelse med fronten vil der falde en del sne, og samtidig blæser det op fra nordøst,« forklarer Mette Zhang.
Fra mandag morgen til tirsdag morgen forventes der i den sydlige og østlige del af landet at kunne falde mellem to og ti centimeter sne.
Lokalt kan der dog komme op mellem 15 og 20 centimeter, forklarer meteorologen hos DMI.
Særligt et »bælte fra Als over Sydfyn, Lolland, Falster, Sydsjælland og Møn til Bornholm« ser ud til at kunne få en del drys af hvidt.
Vinden vil samtidig være let til hård vind fra nordøst, mens den ved kysterne kan være med stedvis kuling.
»Her søndag morgen ser det ud til, at man i løbet af mandagen lokalt kan nå op på kriterierne for snestorm, der lyder: Mere end ti centimeter sne på seks timer, middelvind på mere end 10 m/s (frisk vind), og snefygning sandsynlig, og der er derfor udsendt DMI varsel for snestorm,« forklarer Mette Zhang.
Det varsel, som DMI har udsendt for snestormen, er et såkaldt 'kategori to'-varsel.
Kategori to dækker over 'farligt vejr' og er det næsthøjeste varselsniveau.

