Onsdag eller torsdag kan vi blive vidne til et 'blodigt' vejrfænomen.
Regn med sand fra Saharaørkenen blæser ind over det vestlige Sverige og kan ramme dele af Danmark også. Man kalder fænomenet for blodregn, da vandet får en svag rød farve.
»Det kan sagtens ske, at der falder blodregn ned over Danmark. Det er noget, vi ser et par gange om året«, fortæller Hans Peter Wandler, vagtchef ved DMI.
Han fortæller også, at blodregnen tager mere varme med sig.
»Det kommer på efterslæb efter en kold periode, hvor vi har haft arktisk luft, og den bliver nu skiftet ud med varmere luft fra Sahara«, siger han.
Sandregnen er hverken farlig eller usædvanlig, men Hans Peter Wandler kommer alligevel med en varsel.
»Det kan være, at din bil har en del støv eller sand på sig efter en omgang blodregn. Sandet falder jo ned sammen med regnen«, siger han.
Hvis man skal se de karakteristiske røde vanddråber, som ligner blod, skal regnen helst falde ved enten solopgang eller solnedgang.
»Hvis der er meget støvet, og solen står højt eller lavt med klar himmel, så kan man virkelig se det tydeligt«, siger Hans Peter Wandler, vagtchef ved DMI.
