'Meget farligt vejr.'

Sådan lød det mandag fra DMI, da det voldsomme regnvejr ramte flere steder i Danmark.

27 steder i landet blev der målt 100 millimeter nedbør fra mandag til og med onsdag, men alligevel blev DMIs varsel af flere kaldt for 'alarmistisk'.

I fredagens afsnit af DR-podcasten 'Genstart' fortæller den mangeårige tv-meteorolog Mikael Jarnvig, at han også synes, at 'meget farligt vejr' er med til at puste til danskernes klimaangst.

»I hvert fald når man ikke specificerer, på hvilken måde det er farligt, og man næsten dagligt ser oversvømmelser i udlandet, hvor der er mennesker, der dør. Det, synes jeg, er farligt vejr. Jeg synes ikke, at det er farligt, at Lyngbyvejen bliver oversvømmet, det er bare irriterende,« siger Jarnvig.

Meteorologen mener, at det kan skabe en form for 'ulven kommer', og det samme mener B.T.s klimaekspert, Bjørn Lomborg.

Men passer DMI ikke bare deres arbejde?

»DMI skal ikke selvcensurere, fordi de er bange for at blive beskyldt for at være alarmistiske, men de skal være fornuftige. Hvis alle myndigheder siger, at noget er farligt, så stopper folk med at lytte.«

»Det er meget muligt, at nogle har taget beslutning om at varsle på den måde, men det er bare en dårlig beslutning. Hvis man siger, alting er farligt, er der ingen, der lytter, når det rent faktisk er farligt,« siger han.

Sådan så DMIs varsling ud mandag.
Sådan så DMIs varsling ud mandag. Foto: DMI
Vis mere

DMIs formulering om 'meget farligt vejr' bliver brugt, når der er høj risiko for, at vejret kan påvirke dig, dine omgivelser og samfundets funktioner.

Det betyder dermed ikke, at det er decideret livsfarligt, og derfor mener Bjørn Lomborg, at det er et forkert ordvalg.

»Det er åbenlyst, at det ikke er farligt, når det ikke er farligt for dig. Det er en forkert måde at bruge ordene på. Vejr kan godt være farligt, men man skal være ærlig og ikke råbe 'ulven kommer'.«

»Det er farligt for nogle samfundsfunktioner, men ikke for mennesker. Der kan komme forsinkelser, fordi motorvejen eller tognettet bliver oversvømmet. Det passer ikke i mit hoved med noget, der er meget farligt.«

DMI har efter mandagens varsling udtalt, at der var en reel tro på, at farligt vejr ville ramme flere steder i landet.

Mens særligt Sydsjælland og Fyn var ramt af det voldsomme vejr, udeblev de ellers forudsete vandmasser flere steder.

»Vi varsler ikke bare for at varsle. Vi varsler, fordi vi reelt tror, at der vil komme noget farligt vejr,« fortalte meteorolog og rådgiver ved DMI Brüna Kilic.

DMI har dog også erkendt, at der sandsynligvis ikke var behov for at varsle om 'meget farligt vejr' i blandt andet Østjylland.

»Det ligner en overvarsling. Der skulle have været et varsel ude, men ikke kategori 3 varsel,« har Herdis Damberg, der er meteorolog og kommunikationsmedarbejder ved DMI, tidligere sagt til TV2 Østjylland.