DMI advarer nu om, at torsdagen kan byde på et voldsomt uvejr over store dele af Danmark.

I løbet af torsdagen vil hele Fyn, det sydøstlige Jylland og en del af Vestsjælland blive ramt af særdeles kraftig regn.

»Vi har udsendt et varsel, da det vil blive ganske kraftigt. Nogle steder kan der falde mellem 30 og 50 millimeter regn,« siger Dan Nelsvall, vagtchef på DMI.

Er det så et regulært skybrud?

»Nej, det er det ikke. Et skybrud er defineret ved, at der falder 15 millimeter regn eller mere på en halv time. Det gør der ikke her. Men det er stadigvæk et kraftigt regnvejr, som ser ud til at vare hele dagen,« siger Dan Nelsvall.

Fredag og lørdag vil danskerne opleve byger rundtomkring og generelt lidt kedeligt vejr.

Til gengæld er søndagen mere lovende.

»Det bliver nok weekendens bedste dag. Nogle steder kan det blive op til 22 grader,« siger vagtchefen.

Oven på det gedigne møgvejr, som altså rammer os torsdag og først er rigtigt væk igen søndag, er der til gengæld gode sager i vente.

»Det ser ud, som om den kommende uge starter med varmt vejr og solskin og op mod 22-23 graders varme,« siger DMI's vagtchef og fortsætter:

»Det ser ud til, at det fortsætter hele ugen,« siger han.

DMI har tidligere udsendt en efterårsprognose, hvor de har forudset, at efterårsvejret bliver, ganske som det plejer - dog sandsynligvis lidt varmere end normalt.