Selvom det er forår, hersker Kong Vinter stadig i det danske landskab.

Og ifølge DMI er det ikke helt overstået endnu.

»Lige i øjeblikket kommer der koldt vejr fra vest og nordvest. De fleste regioner har snebyger udover Nordjylland, men det bliver til klart vejr fra vest. Natten bliver kold,« fortæller Hans Wanner, meteorolog på DMI.

Søndagens vejr bliver mere solrigt, men det bliver skyet fra sydvest. Det kan medføre sne eller slud flere steder. I hovedstadsområdet kommer det først sent søndag aften, oplyser Hans Wanner.

Men hvis du frygter at skulle rydde sne på fortovet, er der gode nyheder. Det skal du nemlig ikke.

For heldigvis kan vi forhåbentlig sende Kong Vinter for døren fra starten af næste uge. Der bliver nemlig regn, og temperaturen vil stige allerede fra mandag.

»I de sydlige egne vil det blive op mod ti grader,« fortæller Hans Wanner.

Han kommer dog med et godt råd til landets bilister:

»Det er ikke nu, du skal teste, hvor hurtigt din bil kan køre. Hvis der ikke saltes, kan der være glatte veje. Så kør forsigtigt.«