En dag med del sol, men også skyer.

Det er menuen for tirsdagsvejret.

I det mindste ser det dog ud til, at det ikke kun er en eller flere landsdele, der skal døje med skytung himmel hele dagen. Omvendt er der heller ikke nogen, der får glæde af en hel dag med uafbrudt solskin.

Solen og skyerne har nemlig på mest solidarisk vis fordelt sig, så landsdelene skiftevis får glæde af begge. Dog er der et enkelt sted også risiko for noget andet.

»Solen og skyerne rammer på forskellige tidspunkter. Østpå starter det ud pænt, mens det er mere skyet mod vest. Og så skifter det i løbet af dagen,« siger Mads Kristensen, vagthavende meteorolog hos DMI, til B.T.

Dog tegner det til, at vi snakker om et tyndt lag af skyer, og at det mest vil være solen, der dominerer.

Det sætter også sit præg på forårstemperaturerne, der ligger og danser mellem 7 og 12 grader.

Noget, der til gengæld ikke lyder lige så opløftende, er det, som syd- og sønderjyderne godt kan risikere at møde, når de kører til og fra arbejde.

»Der er risiko for lidt tåge og lokalt diset vejr i den sydlige del af Jylland, så det skal man lige være opmærksom på,« lyder det fra Mads Kristensen.

Og faktisk også en lille ekstra ting, påpeger meteorologen:

»Måske en enkelt regndråbe i det nordjyske.«