Der er mildere vejr på vej, men først venter regn, slud og sne søndag.
For weekendens sidste dag vil et nedbør komme ind over landet, hvor det de fleste steder primært vil være regn.
Dog vil der i den nordlige del af landet i perioder være sne og slud.
»Det vil ikke regne konstant, det er periodevis. Det holder op i eftermiddag, hvor der vil komme tørvejr,« lyder det fra Henning Gidsselø, der er meteorolog ved DMI, til B.T.
Især i Nordjylland og Nordsjælland kan der lokalt være risiko for glatte veje i morgentimerne, hvis sne og slud får fat samtidig med temperaturer omkring frysepunktet.
»Temperaturen vil ligge mellem frysepunktet og frem graders varme, og det vil afspejle sig i nedbøren,« siger han videre.
Heldigvis holder det milde vejr ved i den kommende uge.
»Det her omslag, hvor vi har fået mildt vejr vil holde ved. Det bliver gradvis lunere.«
Videre kan meteorologen oplyse, at ugedagene nærmer sig onsdag og torsdag kan der være ti graders varme.
»Om det er forår er måske for tidligt at sige, men den strenge kulde kommer ikke tilbage,« lyder meldingen fra DMI.
