Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) har udvidet sit forvarsel for snestorm torsdag og fredag, så det nu gælder hele landet.

Det fremgår af DMI's hjemmeside.

Tidligere gjaldt forvarslet den nordlige del af Sjælland samt Midt- og Nordjylland.

DMI ser nu tegn på, at der kan komme snestorm i hele landet i tidsrummet mellem torsdag midnat og fredag klokken 12.00.

Forvarslet vil blive opdateret senest onsdag ved middagstid.

Her kan det blive opdateret til et egentligt varsel, når usikkerheden for vejrets udvikling er blevet mindre. Det kan desuden blive specificeret, hvor i landet snestormen ventes at ramme.

Steen Hermansen, som er vagthavende meteorolog ved DMI, forklarer, at det større snevejr hænger sammen med et lavtryk, som ventes at trække syd om Danmark torsdag.

- Man skal regne med, at der bliver bøvl i trafikken allerede torsdag morgen. Formentlig kan det give op mod 10 til 15 centimeter sne. Muligvis mere, siger han.

Meteorologen siger, at snevejret formentlig vil begynde tidligt torsdag over Fyn og Sydhavsøerne og herefter brede sig over det meste af Sjælland.

/ritzau/