Har du planer om at gå en tur langs Vadehavet i løbet af weekenden, så skal du være ekstra opmærksom.

DMI har nemlig lørdag formiddag udsendt et varsel om forhøjet vandstand i netop det område.

Ved højvande søndag eftermiddag ventes vandstanden kortvarigt at komme op mellem 2,4 og 2,5 meter over normalen.

»Vi sender varslet, så borgerne i området kan være opmærksomme,« siger vagthavende ved DMI, Bolette Brødsgaard.

Den forhøjede vandstand kan føre til kystnære lokale oversvømmelser, og derfor opfordres borgere til at være forsigtige, når de kører i bil eller færdes til fods i området.

Hvis man har dyr i området, er det også en god ide at være ekstra opmærksom. Dog skal borgerne ikke frygte, at deres huse pludselig står under vand.

»Det er ganske kortvarigt, at vandstanden stiger,« siger Bolette Brødsgaard.

Den højeste vandstand ventes klokken 16.00, hvor den vil være mellem 2,4 og 2,5 over normalen.

Egentlig gælder varslet for søndag eftermiddag, men DMIs vagthavende fortæller, at der allerede lørdag eftermiddag er mulighed for, at vandet i Vadehavet kommer op og skvulper tæt på kanten.

Så allerede lørdag eftermiddag kan det altså betale sig at være opmærksom.

Den forhøjede vandstand skyldes, at der lige nu er meget vand i Nordsøen, som vil blive skubbet ind med den sydvestlige vind, som er ved at ramme Syd- og Sønderjylland.

I kombination med højvande, som der er mellem 15.30 og 17.00, hvor varslet gælder, betyder det, at der vil være ekstra vand, som giver mulighed for forhøjet vandstand.