Det er varmt og lummert i Danmark i de her dage. Men der er samtidig også faldet store mængder nedbør.

Og det ser ikke ud til at stoppe.

DMI melder således om risiko for 'tordenbyger og lokale skybrud' onsdag, hvor det kan blive op til 30 grader.

Varslet gælder for store dele af Jylland og det østligste af Fyn.

Nærmere bestemt fra klokken 16.00 onsdag til godt 01.00 natten til torsdag.

De eneste dele af Jylland, som ifølge varslet ser ud til at gå fri, er fra Odder og videre nordpå i den østlige del af landsdelen til Skagen i nord.

Hos DMI fortæller vagtchef Martin Lindberg, at varslet er en forlængelse af et eksisterende.

»Vores tidligere skybrudsvarsel gik fra klokken 13.00, men er nu skudt tilbage til klokken 16.00. Det voldsomme vejr skyldes, at vi får meget varm og fugtig luft op over Danmark fra Holland,« siger han.

»Der er tale om en bygelinje, som kommer til at bevæge sig op over Jylland. Og de fleste steder i Jylland vil få byger, og der er risiko for skybrud lokalt,« uddyber Martin Lindberg.

Et skybrud er defineret ved, at der falder mellem 15 og 25 mm regn på en halv time.

Gennem de seneste uger har varmt vejr og byger senere på dagen nærmest gået hånd i hånd. Martin Lindberg fortæller, hvorfor det er tilfældet:

»Situationen er lige nu den, at luften over land varmes op i løbet af dagen. Men samtidig er luften højt oppe i atmosfæren relativ kølig. Og det betyder kort fortalt, at der hurtigt dannes skyer og byger,« siger Martin Lindberg.

I sit varsel skriver DMI blandt andet, at man skal være 'opmærksom på, at lavtliggende områder som for eksempel kældre, vejbaner og viadukter kan oversvømmes' i de berørte egne.

Samtidig opfordres der til, at man er opmærksom på vejene, hvis man kører i tæt regn.

DMI giver også et råd, hvis man skulle blive fanget i tordenvejr:

'Søg ly for tordenvejret indendørs eller i en bil med lukkede døre og vinduer. Søg ikke ly under træer. Undgå at bade eller at færdes på store, åbne områder som for eksempel fodboldbaner, når lyn og torden nærmer sig.'