DMI udsender varsel: Hedebølge er på vej mod Danmark
Sidst på ugen ruller en bølge af varme for alvor ind over Danmark og kan sende temperaturer op over 30 grader.

Sidst på ugen ruller en bølge af varme for alvor ind over Danmark og kan sende temperaturer op over 30 grader.

Danmark kan blive ramt af en regulær hedebølge sidst på ugen.
Sådan lyder det mandag middag fra Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).
Instituttet har udsendt et såkaldt forvarsel om hedebølge for hele landet med undtagelse af øerne Bornholm, Samsø og Læsø.
Temperaturen ventes mange steder at nå op mellem 28 og 33 grader, skriver DMI på sin hjemmeside.
En hedebølge indtræffer, når gennemsnittet af de højeste temperaturer over tre sammenhængende dage overstiger 28 grader.
Det er ifølge DMI varm luft fra syd, der trænger op over Danmark og sender temperaturerne op.
Flere europæiske lande, blandt andre Frankrig og England, melder også om usædvanligt varmt vejr.
Allerede onsdag ventes temperaturen i Danmark mange steder at kunne komme op over 25 grader.
Det er ifølge DMI endnu usikkert, hvad de højeste temperaturer bliver.
Men de aktuelle prognoser peger ifølge instituttet på, at temperaturerne kan blive så "høje og vedvarende", at kriterierne for hedebølge kan blive opfyldt flere steder i landet.
Det varme vejr kommer samtidig med, at kalenderen for mange vil være fyldt op med studenterfester, festivaler og sommerarrangementer.
- Her bliver sol, skygge og rigeligt med væske centrale elementer i fejringen, lyder det fra vagthavende meteorolog Sandra Nygaard på DMI's hjemmeside.
Forvarslet er et trin før et egentligt varsel. Forvarslet vil blive opdateret senest tirsdag eftermiddag, skriver DMI.
/ritzau/