Tirsdag bliver rigtig våd med risiko for lokale skybrud.

Det bekræfter vagtchef hos DMI, Dan Nelsvall, over for B.T.

»Bygerne kommer allerede klokken 7-8 i morgen tidlig, men det er først senere på morgenen og først på formiddagen, at chancerne for skybrud er størst.«

Et skybrud er karakteriseret ved, at der falder mindst 25 mm. regn på en halv time. Det er dog ikke hele landet, som risikerer at blive ramt af et skybrud.

Lolland Falster, Sydsjælland, Stevns, Sydfyn, Sønderjylland, Slagelse, Assens, Nyborg og Bornholm er områder, hvor regnen kan sive ekstra meget ned i løbet af tirsdagen.

Særligt Sydfyn, Tåsinge, Lolland Falster og Sydsjælland vil skybruddet mest sandsynligt ramme, påpeger Dan Nelsvall.

Uanset hvad er der dog garanti for regn.

»Der kommer en luftmasse fra vest med regn og torden. Skyerne bevæger sig meget langsomt og står næsten stille, fordi der vil ikke være så meget vind i morgen,« lyder det fra Dan Nelsvall.

Og netop derfor udsender DMI en tidsmæssig lang varsel om skybrud i perioden mellem klokken 8 og 17.

DMI advarer også om at kældre, vejbaner og viadukter kan blive oversvømmet tirsdag, fordi sommeren indtil videre har været forholdsvis tør, og det kan dermed betyde, at vandet ikke transporteres hurtigt nok væk.

Efter en våd tirsdag kan danskerne dog ikke se frem til nogen stor forbedring rent vejrmæssigt, hvis man altså er til sol og sommer.

Resten af ugen ser nemlig ustabil ud, hvor skyer vil dominere vejrbilledet. Temperaturerne vil ligge omkring 18-20 grader.