Forhåbentlig fik du nydt solen og sommervejret i weekenden.

I dag viser vejrguderne sig nemlig fra en helt anden side.

DMI har således udsendt en risikomelding om lokale skybrud og torden, som gælder for størstedelen af landet.

»En koldfront med regn- og tordenbyger bevæger sig fra vest mod øst henover landet. Bygerne kan være kraftige og kan lokalt give skybrud,« skriver vagthavende meteorolog Bolette Brødsgaard i risikomeldingen.

Kriteriet for skybrud er mere end 15 millimeter nedbør på 30 minutter.

Risikomeldingen gælder for alle dele af landet, bortset fra det vestlige Jylland og Bornholm.

Det er dog forskelligt, hvornår himlens sluser kan åbne sig.

I det nordlige og nordøstlige Jylland gælder risikomeldingen i tidsrummet fra klokken 02 til 10. I Resten af Jylland og på Fyn er der risiko for lokale skybrud mellem klokken 05.30 og 10, mens det for Sjælland og Lolland-Falster gælder mellem klokken 10 og 13.

Men præcis hvor og hvornår eventuelle skybrud rammer, er meget svært at spå om.

»De fleste steder kommer der ikke skybrud, men stedvis kan det forekomme. Det er umuligt at sige præcis hvilke steder, der bliver ramt,« skriver Bolette Brødsgaard i risikomeldingen.

»I starten af eftermiddagen vil bygerne have tabt pusten og være nået øst for Sjælland,« fortsætter hun.