Der er risiko for kraftig regn over Danmark fra onsdag eftermiddag og aften, forklarer DMI. Det kan blive aktuelt at udsende et decideret varsel for de sydlige egne af henholdsvis Jylland, Fyn, Lolland-Falster og Sjælland. 

Det siger Mette Wagner, vagthavende meteorolog ved DMI. 

»Her tirsdag aften er der et lavtryk i England, som bevæger sig mod øst. Det kan ramme de sydlige dele af Danmark. Derfor har vi også meldt ud, at der er risiko for kraftig regn,« siger hun. 

Kraftig regn er når der falder mellem 30-40 millimeter på 24 timer. Mette Wagner regner med, at DMI er klogere på udviklingen i løbet af onsdag eftermiddag. 

Skulle der være udsigt til kraftig regn, så vil DMI udsende et varsel. 

»Jeg er ikke i tvivl om, at vi får regn. Spørgsmålet er hvor meget. Vores prognoser viser noget lidt forskelligt,« siger hun. 

Så bor man i den sydlige del af Danmark, så hold øje med dmi.dk i løbet af dagen, så du kan se om regnvejret bliver problematisk hos dig. 

Resten af Danmark vil også få regn. I Nordjylland bliver det i 'småtingsafdelingen', forklarer Mette Wagner. Men fra sen onsdag eftermiddag og frem til torsdag middag vil det meste af Danmark opleve hvad man kalder et 'rigtigt møgvejr' på lægmandssprog. 

Selve onsdagen starter dog relativt pænt med en del skyer, men også lidt sol nogle steder.